Kuhlau – en minibiografi
– en side fra webstedet  josebamus.dk  
tilbage til siden Kuhlau

Chr. Hornemans portræt af Kuhlau
Det "officielle" portræt af Kuhlau er
Chr. Hornemans pastel fra 1828

Jørgen Erichsen
Friedrich Kuhlau – en minibiografi i 12 afsnit
baseret på min bog:   Friedrich Kuhlau – ein deutscher Musiker in Kopenhagen.
Eine Biographie nach zeitgenössischen Dokumenten.
Georg Olms Verlag, 2011 (420 sider)

    klik på den røde knap for at gå til det pågældende afsnit
  1. Barndom og læretid
  2. Kuhlau bosætter sig i København
  3. Eksempler på anmeldelser i "Allgemeine musikalische Zeitung"
  4. Kuhlau som lærer og fornyer
  5. Kuhlau på rejse
  6. Kuhlau på hjemmebane
  7. Travle år i medgang og modgang
  8. Kuhlaus anden rejse til Wien og mødet med Beethoven
  9. Kuhlau i Lyngby – "Elverhøj" samt rejsen til Sverige i 1828
10. Rejsen til Berlin og Leipzig 1827 – den franske forlægger Farrenc
11. "Das Schicksal hört noch nicht auf mich zu verfolgen!"
12. Kuhlaus død og eftermæle


Printversion (kun teksten, pdf-fil, ialt 14 sider)

Kuhlaus fødehjem
Denne tegning skal ifølge en mundtlig overlevering forestille Kuhlaus barndomshjem i Uelzen

C.F.G.Schwencke
C.F.G.Schwencke
Kuhlau lærer i komposition

ungdomsportræt af Kuhlau
Det første kendte portræt af Kuhlau stammer fra Hamburg-tiden. Det har tilhørt Kuhlaus bror Andreas, der var købmand i Leipzig

1. Barndom og læretid

Musikhistorien kan fremvise adskillige eksempler på, at musikalitet er en arvelig egenskab, og at en slægt gennem flere generationer og mange forgreninger har tjent musikken på den ene eller anden måde. Et af disse eksempler er slægten Kuhlau. Ikke færre end 17 militærmusikere, stadsmusikere, organister, kapelmusikere og komponister af dette navn kan påvises i Tyskland, Danmark og Sverige. Den følgende stamtavle tager udgangspunkt i Kuhlaus bedsteforældre på fædrene side:

Kuhlaus stamtavle

Både bedstefaderen og faderen var militærmusikere, hvorimod farbroderen Johann Daniel var uddannet som organist. Han flyttede i 1784 som den første i slægten til Danmark, hvor han blev organist ved Budolfi kirke i Aalborg. To år senere, nærmere bestemt den 11. september 1786, blev vores hovedpersonen født i den lille nordtyske by Uelzen, hvor faderen på det tidspunkt var udstationeret. I dåben fik han navnet Friedrich Daniel Rudolph Kuhlau. Faderens stilling medførte, at familien ofte måtte flytte, og næste gang vi hører om Fritz, som han blev kaldt i familien, er denne flyttet til Lüneburg.

Her indtraf i 1796 den ulykke, som Kuhlau dog selv senere betegnede som en lykke, for den var i høj grad medvirkende til at afstikke hans livsbane. En aften, hvor han var sendt i byen for at hente noget i en flaske, faldt han så uheldigt, at flasken knustes, og glaskårene borede sig ind i hans højre øje, så det måtte fjernes (på de fleste billeder ses det tydeligt, at Kuhlau mangler det højre øje). For at aflede drengens opmærksomhed fra smerterne, anbragte forældrene et lille klaver hen over hans seng – og nu viste det sig, som et ældre leksikon så poetisk udtrykker det, "at hans bryst var fuldt af slumrende æolsharper". Efter sygelejet begyndte han at få musikundervisning af organisten ved Helligåndskirken i Lüneburg, Ahrenbostel, og det varede ikke længe, før han sig selv forsøgte sig som komponist.

Vi springer nu frem til omkring 1805, hvor Kuhlau er blevet elev af den navnkundige C. F. G. Schwencke i Hamburg. Schwencke var selv elev af Carl Philip Emanuel Bach, Joh. Seb. Bachs berømte søn, efter hvem Schwencke havde han overtaget stillingen som den øverst ansvarlige for kirkemusikken i Hamburg. Schwencke var også komponist, og han var desuden en frygtet kritiker, så det var derfor den højeste ros, da Schwencke fire år senere erklærede, at han ikke kunne lære Kuhlau mere, og at denne var "grundmusikalsk i både følelse og forstand."

Det var også Schwencke, der skaffede Kuhlau indenfor hos det fornemme musikforlag Breitkopf & Härtel i Leipzig. Her fik han bl.a. udgivet klaversonaterne op.4, op.5a og op.8a, som hvad længden og sværhedsgraden angår ikke giver hans store forbillede, Beethoven, noget efter. Men også hvad indholdet angår blev disse sonater rost til skyerne i det ansete musiktidsskrift "Allgemeine musikalische Zeitung", ja Kuhlau blev sågar udråbt som "en ny stjerne på musikkens firmament".

Dog havde han allerede tidligere fået udgivet adskillige kompositioner på de lokale musikforlag i Hamburg. De fleste af disse udgivelser tog han dog senere afstand fra, og det er forklaringen på, at der til flere af de tidlige opusnumre er føjet et 'a' eller et 'b' – efter at Kuhlau havde gjort "rent bord", begyndte han nemlig forfra med nummereringen af sine værker.

Samtidig hermed var Kuhlau også virksom som pianist, men hvor han har sin uddannelse fra på dette område, står hen i det uvisse. Kendsgerningen er, at han var en særdeles habil pianist, og koncertvirksomheden udgjorde i de nærmest følgende år en ikke uvæsentlig del af hans indkomst. Det var også som pianist, han først gjorde sig bemærket i Danmark – men lad os først se, hvad det var, der bragte ham hertil.

tilbage til top

Københavns bombardement
Godt tre år før Kuhlau ankom til København, havde byen været udsat for englændernes bombardement, og store dele af byen lå stadig i ruiner

Frederik VI
Frederik 6, der holdt Kuhlau i stram snor og langt fra påskønnede hans talent

titelbladet til Røverborgen
Titelbladet til Kuhlaus første opera "Røverborgen" til tekst af Oehlenschlæger

Det kgl. Teater
Det kongelige Teater
som det så ud på Kuhlaus tid

2. Kuhlau bosætter sig i København

Kuhlau voksede op på den tid, hvor Napoleon hærgede Europa. I 1808 var Hamburg blevet okkuperet af de franske tropper, og i 1810 blev byen underlagt fransk lovgivning, hvad der bl.a. betød at alle voksne mænd skulle indrulleres i den franske hær. Trods sit manglende øje følte Kuhlau sig ikke sikker på, at han ikke også ville blive indkaldt, og sidst på året flygtede han til Danmark, som dengang havde grænse umiddelbart op til Hamburg.

Men også Danmark og specielt København var hårdt præget af tidens krigshandlinger. Dele af byen lå stadig i ruiner efter englændernes bombardement i 1807 – en følge af at Frederik 6. ikke ville opfylde englændernes krav om at afbryde al forbindelse med Frankrig.

Den 23. januar 1811 møder vi for første gang Kuhlau i København. Han giver da en koncert på Det kgl. Teater, hvor han bl.a. spiller sin klaverkoncert i C-dur, som mange pianister den dag i dag har på deres repertoire. Modtagelsen var overordentlig gunstig, og det galdt ligeledes hans modtagelse i byens musikalske kredse, der bl.a. talte Kunzen, Schall og Weyse. Skønt han egentlig havde tænkt sig at rejse videre til Stockholm og St. Petersborg, lod han sig overtale til at slå sig ned i den danske hovedstad – ikke mindst fordi kongen udnævnte ham til kgl. kammermusikus og tilbød ham dansk statsborgerskab.

Kuhlau regnede med, at udnævnelsen til kgl. kammermusikus snart ville føre til en lønnet stilling, men han blev skuffet. I stedet måtte han ernære sig ved at give koncerter og ved at undervise i klaverspil. Selv da der inden længe blev en stilling ledig som klaverlærer ved teatret, foretrak kongen en anden, om hvem vi i dag ikke ved andet, end at han hed Förster – og det til trods for at både kapelmesteren, Kunzen, og hofmarschallen, Hauch, på det varmeste anbefalede Kuhlau.

En ny mulighed øjnede Kuhlau, da Oehlenschlæger tilbød ham librettoen til en opera. Det var "Røverborgen", der havde premiere i marts 1814, og den blev en forrygende succes. Det pekuniære udbytte var det dog for Kuhlaus vedkommende kun småt med, men opmuntret af succesen skrev han nu en ny ansøgning til kongen – en ansøgning, der skulle få katastrofale følger, idet den i en lang række år kom til at lægge bånd på hans kreative evner og muligheder. Det væsentlige i ansøgningen skal citeres her, men det skal indledningsvis bemærkes, at Kuhlau i mellemtiden havde forpligtet sig til at forsørge sine gamle forældre og en handicappet søster, der ligeledes var flygtet på grund af de ulidelige forhold i Hamburg.

"Da Deres kongelige Majestæt allernaadigst behagede, at ansætte mig som Deres Musicus, fik jeg min Hæderspost uden nogen fastsat aarlig Løn. Denne Omstændighed har hidtil tvunget mig til med Fader, Moder, og Søster at leve af min uafbrudte Time Undervisning, en sand Ulykke for den frembringende Kunstner, siden han derved forhindres i at udvikle sit eget Talent, og at glæde sine Medborgere ved nye Compositioner. Derfor vover jeg allerunderdanigst, at ansøge om en passende fast og aarlig Løn, hvorimod jeg gjerne forpligter mig til, hver Vinter at levere en Oper, til Brug for Deres kongelige Majestæts danske Skueplads."

Kongen tog nådigst imod tilbudet, som i de nærmest følgende år resulterede i operaerne "Trylleharpen", "Elisa" og "Lulu"; men de 300 rigsdaler, som kongen fandt det rimeligt at give ham, var helt ude af proportioner med det enorme arbejde, det er at skrive en opera. Kuhlau måtte derfor fortsat se sig om efter andre indtægtskilder. Foruden med klaverundervisning arbejdede han nu for den københavnske musikforlægger C. C. Lose, der netop havde startet et af de på den tid så populære "musikalske månedsblade". Sådanne blade var også udbredte i andre lande, og de opfyldte omtrent det samme behov som nutidens ugeblade. Til månedsbladet "Nye Apollo" og til dets efterfølger "Odeon" samt til "Musikalsk Theater-Journal" leverede Kuhlau i de følgende år ikke færre en 76 kompositioner.

Om dette venstrehåndsarbejde, hvortil også må regnes de mange små og lette sonatiner, som helt frem til i dag har hørt til standardrepertoiret i klaverundervisningen, udtalte Kuhlau selv: "Die Kunst geht nach Brot". Dog er intet af det, Kuhlau leverede på dette område, uden smag, og meget er faktisk rigtig god musik. Men tragisk er det unægteligt, at det er disse ting, de fleste i dag kender Kuhlau for. Det svarer til, at man kun huskede Beethoven for det lille klaverstykke "Für Elise"!

Trods alt fik Kuhlau dog også i disse år tid til at skrive "rigtig musik", først og fremmest klaversonater og andre klaverværker i den store stil, men ofte måtte han gå på kompromis med honoraret for at få dem udgivet. Det var også grunden til, at han i 1822 afbrød forbindelsen til Breitkopf & Härtel. Til gengæld fik han nu etableret en mere tilfredsstillende forbindelse med andre af de store tyske musikforlag. Det vender vi tilbage til senere, foreløbig skal vi se nogle eksempler på, hvordan Kuhlaus første kompositioner blev anmeldt i udlandet.


tilbage til top

Allgemeine musikalische Zeitung
Et opslag i det højt ansete "Allgemeine musikalische Zeitung", hvor Kuhlau blev rost til skyerne

Friedrich Rochlitz

De første anmeldelser af Kuhlaus musik i "Allgemeine musikalsische Zeitung" er efter alt at dømme skrevet af redaktøren selv, Friedrich Rochlitz

3. Eksempler på anmeldelser i
"Allgemeine musikalische Zeitung"

Det førende musiktidsskrift på Kuhlaus tid var "Allgemeine musikalische Zeitung". Ikke længe efter at Kuhlau var ankommet til København, bad redaktøren Kuhlau om at skrive en artikel om musiklivet i den danske hovedstad. Det gjorde Kuhlau kun nødigt, for der var, som han skrev tilbage, ikke meget positivt at fortælle: "Jeg ville skaffe mig fjender, hvis jeg erklærede, at den herværende vokalmusik er under al kritik, at orkestret, Det kgl. Kapel, også kun er middelmådigt, og at jeg i det hele taget kun har fundet meget lidt forståelse for musik." Kuhlau lod sig dog overtale, og det trykte referat er noget mere afdæmpet. Også i de nærmest følgende år skrev Kuhlau jævnligt referater om det københavnske musikliv i "Allgemeine musikalische Zeitung".

Her følger nu nogle eksempler på, hvordan Kuhlau selv blev anmeldt i tidsskriftet.

Om klaversonaten op.5 hedder det: "Hr. Kuhlau har i den senere tid, gennem få men betydelige værker, vist sig som en komponist, som alle klaverspillere, som forstår at værdsætte en alvorlig mening, en mod det ædle rettet smag, og en grundig-fuldstændig udarbejdelse, ikke bør undlade at være opmærksom på."

Den ikke bare store (31 sider!), men også helt igennem storslåede Klaversonate op.8 bliver anmeldt med disse ord: "Hr. Kuhlau tilhører den snævre kreds af tonekunstnere, som virkelig ved, hvad de skriver, og som, ved siden af rosværdigt kontrapunktisk lærdom, også viser at de er i besiddelse af opfindsomhed og forstår at give deres arbejde karakter." Og efter en af de længste anmeldelser, der overhovedet forekommer i AMZ, slutter anmelderen med ordene: "Anmelderen tager afsked med hr. K. med forsikringen om sand agtelse og med ønsket om snart og ofte igen at møde ham i hans værker – et ønske, som kendere, de øvede, ægte klaverspillere, ganske sikkert vil dele med ham, når de blot har gjort hr. K.s bekendtskab."

At Kuhlau har skrevet over hundrede lieder og romancer er i dag så godt som ukendt – men hør engang, hvordan "10 deutsche Lieder mit Klavier", op.11a, bliver anmeldt i AMZ: "Med megen fornøjelse fremviser anmelderen disse sange. De er allesammen ikke blot ikke dadelværdige, men berømmelsesværdige, og nogle hører ganske åbenbart til det smukkeste, som i flere år er ydet inden for denne genre. Ganske vist kendte anmelderen hr. K som en af vore dages vakreste, kunstrigeste, grundigste klaverkomponister; men at han også var en så fortræffelig sangkomponist, det var ham ubekendt og – i følge den sædvanlige erfaring med mestre i instrumentalmusikken – også uventet."

Om de tre italienske canzonetter, som blev udgivet hos Peters uden opusnummer (nr. 153 i Fogs katalog) hedder det: "Anmelderen havde ikke troet, at denne alvorlige, lærde kunstner, mod hvis store indholdsrige og kunstfærdige klaverkompositioner musikliebhaverne groft forsynder sig, hvis de ikke bruges mere end det er tilfældet i anmelderens omgangskreds – at han også kan skrive så enkelt, sirligt og spøgefuldt, som det er gjort her." Om en anden af Kuhlaus vokale kompositioner, de tre sange til tekster af Gerstenberg, op.21, hedder det bl.a. at de er "en sand berigelse til repertoiret af udtryksfuld og og ædel solosang med klaverledsagelse."

Lad os slutte disse eksempler med anmeldelsen af Kuhlaus første samling af duoer for to fløjter, op.10a: "Når to fløjtenister af en betydelig færdighed på deres instrument - - - vil undeholde sig med duetter, så kan vi blandt de seneste års frembringelser ikke anbefale nogle andre så ubetinget som de her nævnte." De tre duoer hører da også den dag i dag til fløjenisternes standardrepertoire.

tilbage til top

J.C.Gebauer
J.C.Gebauer videregav Kuhlaus undervisning i form af lærebøger og pædagogisk virksomhed. Som komponist huskes han især for sine yndefulde børnesange til H.C.Andersens tekster

J.O.E.Horneman
J.O.E.Horneman vakte Schumanns beundring med sine "12 kapricer for klaver". Han er i dag mest kendt som komponist til "Højt fra træets grønne top"

adgangskort
Et bevaret adgangskort til Kuhlaus generalbasundervisning

4. Kuhlau som lærer og som fornyer

Imens sad Kuhlau så i sit nye fædreland og spildte sin tid med klaverundervisning. Dog kunne han efterhånden tillade sig at sortere det mest kedsommelige arbejde fra og koncentrere sig om de elever, der satsede på en professionel karriere. Men der gik adskillige år, før han helt kunne slippe dette arbejde, som han igen og igen beklagede sig over, fordi det hindrede ham i at komponere. Når han i et brev skriver: "Der er intet, som er mig så forhadt som undervisning", så er det dog nok mest undervisningen af dilettanter, han tænker på. De elever, der kort skal omtales i det følgende, omtaler alle Kuhlau som en overordentlig kompetent og elskværdig lærer. Det er bl.a. hos disse, Thrane har samlet mange af de personlige erindringer, han gengiver i sin bog.

Nicolaj Gerson, Carl Schwarz og Nicoline Valentiner var Kuhlaus bedste klaverelever; det er navne, vi i de følgende årtier ofte finder i de københavnske koncertprogrammer. Dertil skal føjes nevøen Georg Friedrich, som Kuhlau optog i huset som en plejesøn, og som han ligeledes uddannede som pianist (Georg Friedrich var søn af Kuhlaus vidtløftige broder Gottfried, som var flyttet til Indien – sml. stamtavlen i 1. afsnit).

Endnu større behov var der dog for undervisning i musikteori. Et musikkonservatorium fandtes på den tid ikke i Danmark, og nu fik Kuhlau mulighed for at videregive den grundige undervisning, han selv havde modtaget hos Schwencke – og som i lige linje går tilbage til Carl Ph. Em. Bach og selveste Joh. Seb. Bach. Mange af tidens musikere og ikke mindst mange medlemmer af Det kgl. Kapel står her i gæld til Kuhlau, eksempelvis violinisterne J. L. Mohr og Fr. Wexschall, bratschisten Ivar Bredahl og fløjtenisten N. P. Jensen. Blandt de elever, der siden selv skabte sig et navn som komponist, skal nævnes J. C. Gebauer, J. O. E. Hornemann og J. F. Frøhlich. Vi må heller ikke glemme Anton Keyper, der var officer og som sådan havde med militærmusikken at gøre. Han blev en af Kuhlaus nærmeste venner, og han fungerede i en årrække som faktotum for den i praktiske gøremål temmelig umulige komponist.

Men i det hele taget herskede der et hjerteligt og afslappet forhold mellem Kuhlau og hans elever. Ofte samledes de søndag eftermiddag hos ham for at nyde et glas vin, ryge en pibe tobak og musicere.

Hvad specielt generalbasundervisningen angår (det vi i dag vil kalde harmonilære), var det ikke blot professionelle musikere, der nød godt af Kuhlaus viden. I 1817 annoncerede han i aviserne med "24 Timers Underviisning i Generalbassen". Undervisningen, der fandt sted på hans bopæl (på det tidspunkt Vestergade 11) trak mange musikinteresserede amatører til, deriblandt den senere så kendte arkæolog P. O. Brøndsted, hvis optegnelser i forbindelse med undervisningen i dag findes på Det kgl. Bibliotek. Kuhlau forfattede selv en omfattende "Generalbasschule", men han nåede aldrig at få den udgivet, og manuskriptet er siden gået tabt.

Med de her nævnte tiltag bidrog Kuhlau i høj grad til at hæve niveauet af musikundervisningen i Danmark. Men også på anden måde bidrog han til en højest tiltrængt fornyelse. Først og fremmest var det Kuhlau, der introducere Beethovens musik i Danmark. Det skete ellers ikke uden modstand, for efter en anden toneangivende dansk musikers mening, nemlig Weyses, lød Beethoven som "musik til hans Majestæt Fandens Geburtstag".

Allerede med "Røverborgen" introducerede Kuhlau også en ny musik på teatret. Med Thrane ord er "Røverborgen" "den første Foraarsbebuder af romantisk Musik overhovedet", og Jens Baggesen, der selv kom til at levere librettoen til Kuhlaus næste opera "Trylleharpen", erklærede begejstret, at Kuhlau med "Røverborgen" havde skabt et "vidunderskønt musikalsk Sværmeri - - der på en særdeles original Maade blander Seria, Buffa, Pastoraler og Choraler, næsten alle Klange og Foredrag i en afvekslende romantisk Concert".

tilbage til top

Georg Gerson
Den københavnske bankier og amatørmusiker Georg Gerson, der ledsagede Kuhlau på rejsen til Hamburg i 1816

dampskibet Caledonia
På rejsen 1821 oplevede Kuhlaus for første gang at sejle med dampskib, nemlig "Caledonia" som var blevet indsat på ruten København Kiel

G.C.Härtel
G.C.Härtel, indehaveren af musikforlaget Breitkopf & Härtel, som i årene 1810-22 udgav nogle af Kuhlaus betydeligste værker

5. Kuhlau på rejse

Som vi husker, var det var noget af et tilfælde, at Kuhlau blev boende i Danmark. Han havde oprindeligt forestillet sig, at rejsen skulle fortsætte til Sverige og videre til St. Petersborg, som på den tid trak mange virtuoser til.

Til Sverige kom han endelig i 1815. Anledningen var, at den berømte tyske waldhornist Schuncke under en koncertrejse kom til København. De to blev særdeles gode venner, og Schuncke overtalte Kuhlau til at ledsage ham til Sverige, hvor de sammen gav flere koncerter i Stockholm og sandsynligvis også i andre byer. Rejsen inspirerede bl.a. Kuhlau til hans op.25: "Fantasi og variationer over svenske sange og danse." Det blev ikke sidste gang Kuhlau lod sig inspirere af den karakteristiske svenske folketone; også op. 83, 86, 91, 93 og 102 har lånt deres temaer i det svenske. Det bør i denne forbindelse også nævnes, at flere af de folkemelodier, Kuhlau benytter i "Elverhøj" – "vort nationale syngespil" – faktisk er svenske!

I de følgende år kom Kuhlau ofte til Sverige. Her havde han bl.a. en mæcen i Baron Nolcken, på hvis gods Jordberga nær Trelleborg han tilbragte mange herlige dage. Desuden bosatte hans elev, pianisten Carl Schwarz sig i Göteborg. Han var en ivrig promotor for Kuhlau og skaffede ham flere svenske bekendtskaber.

I 1816 genså Kuhlau endelig Hamburg. Han var på denne rejse ledsaget af en ven, der i en beretning til bladet "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn" har fortalt om deres oplevelser (det drejer sig sandsynligvis om Georg Gerson, en broder til den før omtalte klaverelev Nicolaj Gerson, af profession bankier, men dertil en dygtig violinist og en flittig amatørkomponist). Han skriver bl.a.: "Her i Hamburg er Kuhlau meget bekjendt, og tillige meget agtet og elsket - - - Vi leve her kongeligt, og bestandigt i Fryd og Gammen. Hver Dag ere vi til Middag og Aften indbudne til de største og fornemste Familier." Sammen gav de to venner også et par koncerter, men rejsens højdepunkt var dog en opførelse af "Røverborgen" på teatret i Hamburg med komponisten selv som dirigent. I et referat hjem til avisen "Dagen" hedder det:: "Hr. Kuhlau maatte, da Opførelsen var tilende, give efter for Publicums enstemmige Raab og Bifaldsklap, og fremtræde paa Skuepladsen, en Ære, som i mange Aar ikke er bleven nogen Componist til Deel."

Rejsen havde også til følge, at Kuhlau styrkede forbindelsen til de hamburgske musikforlag August Cranz og J. A. Böhme. På begge forlag fik han i de følgende år adskillige kompositioner udgivet.

Mens vi er ved rejserne, vil vi springe frem til året 1821, hvor Kuhlau foretager sin første rejse til Wien. Men først skal det lige tilføjes, at Kuhlau ikke bare kunne rejse, når han ville. Som kgl. kammermusicus skulle han bede kongen om tilladelse, før han kunne forlade landet, og denne gang søgte Kuhlau om tilladelse til en kunstrejse af to års varighed. Kongen må åbenbart have været i godt lune, for ikke alene blev tilladelsen givet, men Kuhlau fik endog lov til under bortrejsen at beholde den gage som kgl. kammermusicus, han omsider have fået bevilget i 1818 – efter syv års ventetid!

På denne rejse oplevede Kuhlaus for første gang at sejle med dampskib, nemlig "Caledonia" som var blevet indsat på ruten København–Kiel. I Tyskland opholdt han sig i længere tid i Leipzig, hvor hans ældre broder Andreas var indehaver af en større købmandsforretning samt en tobaksfabrik. I Leipzig fik han også mulighed for at gøre Härtels (indehaveren af musikforlaget Breitkopf & Härtel) personlige bekendtskab. I Wien besøgte han flittigt teatrene og gik til koncerter, men intet tyder på, at han selv optrådte her i musikkens hovedstad. I et brev hjem skriver han, at han foretrak teatrene frem for operahuset, "thi også her driver Rossinis urene ånd sit onde væsen." Et besøg hos Beethoven måtte opgives, da denne i sommeren 1821 lå syg af gulsot. Også planen om at fortsætte rejsen til Italien blev opgivet. Ved juletid samme år var Kuhlau hjemme igen; rejsen kom ikke til at vare to år som planlagt, men kun ca. 10 måneder.

De senere rejser, herunder mødet med Beethoven i 1825, vil så vidt muligt blive omtalt i kronologisk følge.

tilbage til top

Frederik Høegh-Guldberg
Frederik Høegh-Guldberg
i hvis hus Kuhlau ofte kom, og som bl.a. hjalp ham, når han skulle skrive ansøgninger på dansk

N.C.L.Abrahams
N.C.L.Abrahams
et andet bekendtskab fra kredsen omkring Høegh-Guldberg, som i sine erindringer har meddelt adskilligt om Kuhlau.

6. Kuhlau på hjemmebane

Efter at have boet på skiftende adresser i København flyttede Kuhlau i maj 1818 sammen med sine forældre, som han stadig måtte forsørge, uden for voldene, nemlig til det vi i dag kender som Nørrebro. Søsteren Magdalene havde i mellemtiden bosat sig i Ålborg, hvor hun ernærede sig ved musik– og sprogundervisning. Medvirkende til flytningen har uden tvivl været, at huslejen var billigere uden for voldene end inde i selve byen. Men Kuhlau holdt også meget af at færdes i naturen, og som sådan lå området uden for voldene stadig delvis hen. En kortere tid boede familien på landstedet Solitude, der ejedes af Kuhlaus nære ven Frederik Høegh-Guldberg. Senere flyttede de ind i et hus, hvis have stødte op til Sortedamssøen. I dette område lagde man vasketøj ud til blegning, og det blev derfor kaldt Blegdammen. De to lokaliteter genkendes i dag i gadenavnene Solitudevej og Blegdamsvej.

Det var mens Kuhlau boede her, at han en tidlig morgenstund vandrede til Roskilde for at bese domkirken; efter at have indtaget sin frokost på et gæstgiveri vandrede han tilbage igen og var hjemme hen under aften.

Den omtalte Frederik Høegh-Guldberg underviste bl.a. i dansk på forskellige skoler, og han hjalp gerne Kuhlau med at forfatte skrivelserne til kongen og til teatret – for Kuhlau lærte nemlig aldrig selv at tale dansk. Det var dog ikke det store problem, eftersom Danmark dengang reelt var et tosproget monarki, og mange af tidens skønånder og embedsmænd var tyskfødte. Det galdt eksempelvis også Kunzen og Weyse foruden adskillige medlemmer af Det kgl. Kapel.

Høegh-Guldberg, der tillige var digter, holdt åbent hus hver fredag aften. Her var Kuhlau gerne midtpunktet, når han improviserede på klaveret. I dette jævne selskab befandt han sig langt bedre end ved aftenselskaberne i byens palæer og herskabshuse – for ikke at tale om hoffet, hvor han var forpligtet til at møde op og spille, når man ønskede at blive underholdt med klavermusik.

I det hele taget var Kuhlau som menneske meget beskeden, ja nærmest selvudslettende, og det forklarer vel også, hvorfor han ikke i højere grad gjorde oprør mod de betingelser og kår, man bød ham fra officiel dansk side. Hans næsten overdrevne pligtfølelse kommer ikke kun til udtryk i forholdet til forældrene, men netop også i forhold til hans officielle forpligtelser. Skønt han vel nok har haft sin mening derom, udtalte han sig aldrig om de sociale og politiske problemer, som tiden ellers havde nok af – han ville ikke, som eksempelvis P. A. Heiberg eller dr. Dampe, risikere at blive landsforvist eller spærret inde på livstid!

Kuhlau giftede sig aldrig. Ikke fordi han ikke havde øje for det andet køn, men han var alt for sky til at erklære sig. Uden tvivl har det manglende øje også bevirket, at han selv følte sig mindre attraktiv. Når man spurgte ham, hvorfor han ikke giftede sig, lød svaret: "Hab' keine Zeit dazu!".

tilbage til top

Titelbladet til op.51
Titelbladet til op.51,
3 kvintetter for fløjte, violin,
2 bratscher og cello
Værket er tilegnet P.C.Bruun, 1. fløjtenisten i Det kgl. Kapel, som var Kuhlaus rådgiver i fløjtesager

Titelbladet til Lulu
Titelbladet til operaen "Lulu".
Vignetten, der forestiller en scene fra operaen, er tegnet af Eckersberg

7. Travle år i medgang og modgang

Rejseåret 1821 var i høj grad befordrende for Kuhlaus kreativitet. Alene i de efterfølgende to år fik han udgivet lige så mange kompositioner som i de ti år, der var gået, siden han bosatte sig i Danmark. Ganske vist begyndte det med en skuffelse, idet han ragede uklar med forlaget Breikopf & Härtel, der ellers havde været hans bedste promotor; men til gengæld fik han etableret forbindelse til flere andre store tyske forlag, først og fremmest Peters i Leipzig og Simrock i Bonn.

Dermed indledtes også for alvor den lange række af værker for fløjte samt for fløjte og andre instrumenter, som har gjort Kuhlau til en af fløjtenisternes foretrukne komponister, og har skaffet ham tilnavnet "Fløjtens Beethoven". Fløjten var et af tidens modeinstrumenter, og selv om forlæggerne igen og igen indskærpede Kuhlau, at stilen skulle være let og stykkerne ikke for vanskelige at spille, gik han aldrig på kompromis med sin kunstneriske samvittighed, og mange af disse værker tælles blandt hans mest inspirerede. Vi finder her variationer og fantasier for solofløjte, lifligt klingende stykker for to og tre fløjter og sågar et enkelt værk for fire fløjter. Vægtigst er dog sonaterne for fløjte og klaver; man fornemmer, at Kuhlau her fik afløb for de musikalske ideer, han tidligere udmøntede i form af store klaversonater, en genre der nu ikke længere var den store interesse for. Som juvelerne blandt fløjteværkerne vil de fleste nok regne de tre kvintetter for fløjte, violin, to bratscher og cello, op. 51, som blev udgivet hos Simrock. De hører i dag til Kuhlaus mest spillede kammermusik.

I udlandet antog man det for givet, at Kuhlau selv var virtuos på fløjten, og i flere af datidens leksika kan man læse, at han var fløjtenist i Det. Kgl. Kapel. Men sandheden var en ganske anden. Selv koketterede han med, at han ikke kunne udføre "den kleinsten Griff auf der Flöte", men en anden gang indrømmer han dog, at han kender fløjten ganske vel, men selv kun spiller den dårligt og lidet.

Af andre værker fra disse år skal fremhæves den store klaversonate i B-Dur, op.30 (alene finalesatsen er på 705 takter!), de tre mindre, men musikalsk ikke mindre fremragende sonater op.46, sonaten for violin og klaver op.33 samt endnu to funklende juveler på kammermusikkens skatkiste: de to klaverkvartetter op.32 i c-mol og op.50 i A-dur.

Det var ligeledes i disse år Kuhlau komponerede sit dramatiske mesterværk, operaen "Lulu". Güntelbergs libretto var først blevet tilbudt Weyse, men han betakkede sig, idet han på sin sædvanlige ironiserende måde erklærede: "Jeg har aldrig komponeret musik med stål og sten i, og det gør jeg heller ikke nu" (bemærkningen hentyder til en scene i operaen). For Kuhlau betød opgaven påny en afbrydelse af hans normale arbejde, og dermed også en mistet indtægt fra forlæggerne. I en bønskrivelse til kongen beder han om at få honoraret hævet fra 300 til 600 Rbdl, "thi kompositionen vil vanskeligt lykkes mig, hvis jeg samtidig er tvunget til at kæmpe med bitre næringssorger." Så vidt vides blev ansøgningen denne gang imødekommet, men slutresultatet blev alligevel, at Kuhlau satte penge til ved at påtage sig opgavem, og en oversættelse af librettoen til tysk måtte han betale af sin egen lomme.

Der er i dag almindelig enighed om, at "Lulu" er Kuhlaus dramatiske mesterværk, men der blev dryppet malurt i bægeret, da publikum delte sig i et Kuhlau-parti og et Weyse-parti (Weyses opera "Floribella" havde premiere omtrent samtidig), og ironisk nok blev Kuhlau af sidstnævnte beskyldt for at gå Rossinis ærinde – ironisk, fordi Kuhlau jo selv et par år tidligere havde udtalt sig om Rossinis "urene ånd, der driver sit onde væsen".

I øvrigt måtte selv Weyse, som i sin ungdom havde skrevet ikke færre end syv symfonier, indrømme, at Kuhlau mestrede orkestret bedre end han selv. Man kunne derfor undre sig over, at Kuhlau ikke har skrevet en eneste symfoni. Men symfonien var en genre, som havde en meget lav prioritet på de københavnske koncertprogrammer, og uden udsigt til at få værket spillet endsige at få det udgivet kunne Kuhlau ikke tillade sig at bruge tid på en så krævende opgave.

tilbage til top

litografi af Kuhlau
Det formentlig mest udbredte billede af Kuhlau, et litografi på grundlag af Hornemans pastel fra 1828

Beethoven
Litografien som Beethoven forærede Kuhlau under dennes besøg i Wien. Beethovens egenhændige tilføjelse lyder: Meinem Freunde Kuhlau von L. v. Beethoven. Litografien findes i dag på Musikhistorisk Museum i København

8. Kuhlaus anden rejse til Wien og mødet med Beethoven

Allerede i 1825 fik Kuhlau igen udlængsel. To gange dette år var han i Sverige. Den første gang efter invitation fra baron Nolcken, hvem Kuhlau havde tilegnet de tre sonatiner op.60, den anden gang for at besøge sin gamle elev Carl Schwarz, der nu levede som en meget søgt klaverlærer i Göteborg. Hen på sommeren påbegyndte Kuhlau så sin anden rejse til Wien, hvor han denne gang mødte Beethoven. Vi har ingen beretninger om mødet fra Kuhlau selv, men Ignaz von Seyfried, Beethovens første om end noget fantasifulde biograf fortæller følgende (her gengivet i uddrag):

"Da den kongelige danske koncertmester Kuhlau [igen et eksempel på de misforståelser, der i udlandet herskede om hans stilling i Danmark] under ingen omstændigheder ville forlade Wien uden at have gjort Beethovens bekendtskab, så foranstaltede Haslinger [en af Beethovens forlæggere] en tur til Baden, hvor han selv havde sin sommerresidens, og herrene Sellner, professor ved konservatoriet, hofklaverbygger Conrad Graf, samt Beethovens nære ven Holz [violinist, medlem af Schuppanzigh-kvartetten] var, til ære for den skattede gæst, deltagere i selskabet. Knap var de ankommet til Hygæas velsignelsesrige sundhedskilde og hilst velkommen med et djærvt håndtryk af Beethoven, før råbet lød: "Afsted, afsted! Ud i det frie!" Den geskæftige vært førte an, og bagefter fulgte ikke uden anstrengelse trekløveret fra byen, dygtigt opildnet af den kommanderende   .   .   .   . Men det middagsmåltid, der var bestilt i den herlige Helenental holdt dem rigeligt skadesløse for de overståede farer, og det tilfælde, at vore trætte vandrere just var de eneste gæster, bidrog væsentligt til forhøjelsen af den selskabelige munterhed   .   .   .   . Kuhlau skrev på stående fod en kanon over navnet BACH, og Beethoven skrev til minde om denne nydelsesrige dag en kanon over teksten "Kühl nicht lau", idet han dog den næste dag følte sig foranlediget til at undskylde spøgen – for det tilfælde at den ærede kunstfælle skulle føle sig såret derved – med følgende linier: "Jeg må tilstå, at champagnen også steg mig for stærkt til hovedet i går, og at jeg endnu engang måtte gøre den erfaring, at sligt snarere undertrykker end befordrer min virkekraft."

Selv om meget af Seyfrieds skildring utvivlsomt er fri digtming, så kan hovedtrækkene af mødet dog bekræftes gennem bl.a. Beethovens konversationshefter. De to kanoner kendes også i dag. Af konversationshefterne fremgår det videre, at Kuhlau overværede den privat foranstaltede uropførelse af Beethovens strygekvartet i a-mol, op.132.

Den 27. oktober 1825 kan man i avisen "Dagen" læse, at Kuhlau er vendt tilbage til København med dampskibet "Caledonia". Her ventede nye opgaver for teatret. I første omgang skulle han skrive musik til C. J. Boyes skuespil "William Shakespeare", der skulle opføres i anledning af kongens fødselsdag. Kuhlaus musik kommer tæt på den natur- og eventyrstemning, som Mendelssohn skabte med sin Shakespeare–musik sytten år senere. Ouverturen, der regnes for Kuhlaus bedste, spilles ofte i dag, men også den øvrige musik ville gøre sig glimrende ved en koncertopførelse.

Derefter galdt det en ny opera, "Hugo og Adelheid", ligeledes med tekst af C. J. Boye, og denne gang til festligholdelse af dronningens fødselsdag. Det medførte igen underdanige bønskrifter til kongen om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste – men kongen var ubøjelig, og Kuhlau måtte nøjes med de sædvanlige 300 Rbdl. Operaen havde premiere den 29. oktober 1826. Efter blot fem opførelser blev stykket henlagt for aldrig mere igen at blive vakt til live. Hvad kunne Kuhlau ikke have skrevet af herlige sonater og kammermusik i den tid han brugte på denne opera!

tilbage til top

Sorgenfri Slot
I Lyngby ligger Sorgenfri Slot, hvor prins Christian Frederik, den senere Christian 8., havde sin sommerresidens. I modsætning til kongen, Frederik 6., var han levende interesseret i kunst og musik, og han inviterede gerne Kuhlau op på slottet

Titelbladet til Elverhøj
Titelbladet til førsteudgaven af "Elverhøj", et klaverudtog, der udkom hos C. C. Lose i 1828

9. Kuhlau i Lyngby – "Elverhøj" samt rejsen til Sverige 1828

I sensommeren 1826 var Kuhlau sammen med sine forældre flyttet til Lyngby. I de smukke landlige omgivelser kunne han i fulde drag nyde naturen og gå sine lange ture med hunden Presto (dens forgænger hed Allegro). Selskabslivet inde i byen deltog han ikke længere i, og i teatret kom han nu også kun sjældent. Al undervisning havde han omsider kunnet lægge fra sig, så nu kunne han i det store og hele koncentrere sig om at komponere.

Blandt udgivelserne fra de nærmest følgende år skal nævnes sonaterne for fløjte og klaver op.69, 71, 83 og 85, de tre sonater for violin og klaver op.79, de tre variationsværker for klaver over temaer af Beethoven, op.73, 74 og 75 foruden adskillige duoer og trioer for fløjte. I den lettere genre leverede han fortsat musik til Loses musikalske månedsblade, deriblandt "Les Charmes de Copenhague", op.92, et potpourri over kendte melodier, som skulle få tilhøreren til at associere til den danske hovedstads yndigheder.

Det er også i disse år, han skriver den musik, som alle kender ham for i dag: musikken til Heibergs skuespil "Elverhøj". Anledningen var igen en begivenhed i kongehuset, nemlig den senere Frederik 7.'s formæling med Frederik 6.'s datter Wilhelmine. Ægteskabet holdt kun i seks år, hvorimod musikken vel nærmest må betegnes som udødelig. Foruden den fejlagtige opfattelse, at de indlagte folkemelodier er danske (det hævdes også på titelbladet, men som allerede nævnt er fleste faktisk svenske), er det er stadig en almindelig udbredt misforståelse at "Kong Kristian stod ved højen mast", som afslutter skuespillet, er komponeret af Kuhlau. Melodien er imidlertid allerede brugt af J. E. Hartmann i syngespillet "Fiskerne" fra 1780, og den var i de mellemliggende år også blevet brugt til adskillige lejlighedssange. Selv den påstand, at Kuhlau har givet den sin endelige form, har vist sig at være tvivlsom, for Ludvig Zinck (udgiveren af "Musikalsk Theater-Journal") havde allerede i 1822 arrangeret den således i forbindelse med et andet skuespil.

"Elverhøj" resulterede i øvrigt i, at Kuhlau af kongen blev udnævnt til titulær professor – en tom titel, hvortil der ikke var knyttet nogen form for aflønning, men som Kuhlau ikke desto mindre var meget stolt af, da den trods alt hævede hans sociale status og vel også skaffede ham af med en mindreværdsfølelse.

Ikke mindre stolt var Kuhlau af, at han blev æresmedlem af den nyoprettede Studenterforening. I den anledning og i de følgende år skrev han adskillige sange for mandskor, som han tilegnede foreningen – sange, som den dag i dag er på de fleste mandskors repertoire.

I 1828, året hvor "Elverhøj" for første gang gik over scenen, foretog Kuhlau endnu en rejse til Sverige, denne gang sammen med en instrumentbygger Hashagen, som i mellemtiden havde overtaget Anton Keypers rolle som Kuhlaus rådgiver i praktiske sager. Hashagen var i øvrigt selv tysker af fødsel. Hjemme i Danmark gav Kuhlau ikke længere selv koncerter, men på denne rejse optrådte han både i Göteborg og i Stockholm, hvor han bl.a. spillede sin klaverkoncert. Alene foretog han også en afstikker til Christiania (det nuværende Oslo), muligvis for at etablere kontakt med norske musikforlæggere.

I Tyskland havde han i mellemtiden etableret kontakt med forlaget Schott i Mainz, der udgav nogle af de allerede omtalte fløjteværker.

tilbage til top

Fürstenau
Fürstenau, der ligesom Kuhlau har komponeret en mængde musik for fløjte, besøgte to gange København. Kuhlau har tilegnet ham de 3 duoer for 2 fløjter, op.39

Moscheles
Ignaz Moscheles beretter i sine erindringer om sit besøg i København i 1829, hvor han bl.a. overværede førsteopførelsen af Kuhlau klaverkvartet op.108

10. Rejsen til Berlin og Leipzig 1829 – forbindelsen til den franske forlægger Farrenc

I sommeren 1829 ansøgte Kuhlau igen kongen om tilladelse til at foretage en udenlandsrejse. Målet var Berlin og Leipzig, og formålet var at udbygge forbindelsen til de tyske musikforlag. I Berlin, hvor ingen større musikforlag havde til huse, var formålet dog også i høj grad at nyde byens kulturliv, og i et brev hjem fortæller Kuhlau, at han og Hashagen, som også ledsagede ham på denne rejse, her levede som i slaraffenland. I Leipzig knyttede han venskabsbånd til C. G. S. Böhme (ikke at forveksle med Hamburger-forlæggeren af samme navn), som netop året før havde overtaget det berømte forlag Peters. Det førte til, at flere af Kuhlaus værker i de følgende år blev udgivet på dette forlag, bl.a kvartetten for fire fløjter, op.103, klaverkvartetten op.108 samt Kuhlaus eneste strygekvartet, op.122 (de to sidstnævnte udkom dog først efter hans død). Kvartetten for fire fløjter havde Kuhlau medbragt i manuskript; man fik samlet fire fløjtenister til en gennemspilning; Böhme var begejstret og købte den med det samme.

På vejen tilbage til Danmark havde Kuhlau også et længere ophold i Hamburg, hvor han besøgte vennerne Methfessel, sanglærer og komponist, og K. A. Krebs, der var kapelmester ved operaen. Der var tale om at "Lulu" skulle opføres i Hamburg, men det blev aldrig til noget. Også i Kiel gjorde Kuhlau ophold hos en gammel bekendt, G. C. Apel, der var musikdirektør ved det stedlige universitet. Fra Kiel foretoges den sidste del af rejsen igen med dampskibet "Caledonia".

Man kan undre sig over, hvad der egentlig holdt Kuhlau bundet til Danmark, hvor man viste ham langt mindre opmærksomhed. En del af forklaringen kan være hensynet til forældrene, som han måske ikke ville udsætte for endnu en strabadserende flytning. En bemærkning i et af søsteren Amalies breve fra tiden efter forældrenes død tyder på, at han faktisk overvejede at flytte tilbage til Tyskland. Men det afgørende har nok været, at Kuhlau så langt fra var nogen oprører. Han bøjede sig for sin skæbne og indrettede sig, så han i så vid udstrækning som muligt var uafhængig af andre og kunne hellige sig sin musik – altimens han nød sin pibe og et glas rødvin.

Kuhlaus navn var efterhånden kendt over hele Europa. Fra St. Petersborg modtog han i 1829 en bestilling på en klaverkvartet fra en velhavende købmand, Witkowsky. Det drejer sig om op.108, der som allerede nævnt blev udgivet hos Peters. Men større betydning fik det, at han nu også fandt en særdeles imødekommende forlægger i den franske Aristide Farrenc. Mange af værkerne fra Kuhlaus sidste leveår er udgivet på dennes forlag, idet der dog i flere tilfælde er tale om såkaldte paralleludgaver, hvor Farrenc fik rettighederne for Frankrig, mens eksempelvis Peters fik rettighederne for Tyskland. Det var netop i disse år, der omsider begyndte at komme ordnede forhold i forlæggerbranchen. Førhen havde man uden at risikere sagsanlæg frit kunnet kopiere andres udgivelser – med et pænt ord kaldet eftertryk, men sandheden nærmere også kaldet "Raubdruck". Der var i øvrigt også planer om, at en af Kuhlaus operaer skulle sættes op i Paris, og Kuhlau begyndte selv at tale om en rejse til Paris, men som vi snart skal se, blev der sat et effektivt punktum for disse planer.

I slutningen af året 1829 fik København besøg af flere udenlandske berømtheder, hvoriblandt sangerinden Anna Milder-Hauptmann, som Kuhlau havde lært at kende under sit besøg i Berlin tidligere på året, samt komponisterne Fürstenau og Moscheles. Fürstenau havde allerede gæstet København i 1823, og til trods for at han var Kuhlaus nærmeste konkurrent som fløjtekomponist opstod der et varmt venskab imellem de to – misundelse og brødnid var noget, der lå Kuhlau fjernt. Moscheles, der på det tidspunkt boede i London, overværede under besøget den private førsteopførelse af klaverkvartetten op.108 samt på teatret en opførelse af "William Shakespeare". For den sdiste blev han så begejstret, at han ville foranstalte en opførelse i Londen – men heller ikke det til noget.

tilbage til top

Nyhavn Efter den katastrofale brand i Lyngby flyttede Kuhlau igen ind til byen, hvor han lejede sig ind i i Nyhavn 23, det høje gule hus midt i billedet. Man aner mindepladen under vinduerne på 1. sal

Strygekvartetten opus. 122
Strygekvartetten opus. 122, som blev Kuhlaus svanesang

11. "Das Schicksal hört noch nicht auf mich zu verfolgen!"

"Skæbnen hører stadig ikke op med at forfølge mig!" Bag disse ord, som står at læse i et af Kuhlaus breve til hans nye forlægger, Farrenc i Paris, gemmer sig en for Kuhlau altødelæggende katastrofe. Den 5. februar 1831 udbrød der brand i naboejendommen til Kuhlaus hus i Lyngby, og inden der var gået et kvarter, stod også hans eget hus i flammer. Meget lidt blev reddet, og det værste var, at alle hans manuskripter gik tabt, deriblandt mange endnu ikke udgivne værker. Blandt disse var hans 2. klaverkoncert i f-mol, som han og hans elever ofte havde spillet både herhjemme og i Sverige, og som skal have været den bedste af de to.

Allerede året forinden havde skæbnen banket på døren i form af forældrenes død; men det kan vel nøgternt set kun betegnes som en byrde, han blev lettet for. I mellemtiden havde søsteren Amalie, der ellers boede i Leipzig, overtaget husholdningen (den anden søster boede stadig i Aalborg), og det er bl.a. fra hendes breve vi har et ganske godt kendskab til Kuhlaus sidste leveår. Hun fortæller hvordan Kuhlau efter branden fik brystkrampe, så han måtte indlægges på Frederiks Hospital og længe svævede mellem liv og død. Han havde allerede i flere år lidt af en svær hoste, og vi må formode, at der reelt var tale om astma.

Da han omsider var kommet sig igen, tilbød prins Christian Frederik ham værelser på Sorgenfri Slot, men der havde Kuhlau ikke lyst til at bo. I stedet valgte han at flytte tilbage til byen, hvor han lejede sig ind i en ejendom i Nyhavn. Om kongen derimod fortæller Weyse i et brev: "Stakkels Kuhlau har ved en Ildebrand i Lyngbye mistet alt, hvad han eier, ja saagar alle hans Manuscripter, hvoraf endeel ikke vare trykte. Jeg har gjort mig megen Umage for at udvirke ham hos Kongen Tilladelse til, at lade opføre een af sine Operaer til en Benefice, men Kongen har svaret Nei, det kunne ikke gaae an, da det var imod Reglementet". Og om en pengeindsamling, som Weyse også tog initiativet til, hedder det i samme brev, at byens rigeste mand, konferensråd Bruun, i hvis hus Kuhlau tidligere ofte havde spillet, "overmaade genereux, efter dygtigen at have udskjældt baade mig og Kuhlau, gik hen til Chatollet og gav mig to, skriver 2 Rigsbankdaler".

Den hårde skæbne ændrede dog ikke ved Kuhlaus positive syn på tilværelsen. I et brev til broderen Andreas i Leipzig skriver han: "Erindringer om tidligere glæder skal man holde fast på, men man skal ikke se tilbage på overstået lidelse".

Om sommeren samme år fik Kuhlau af den københavnske vinhandler og kunstmæcen Waagepetersen en bestilling på seks strygekvartetter. Denne kammermusikkens ædleste genre havde han længe haft lyst til at dyrke, men det var bestemt ikke noget, forlæggerne stod i kø for at udgive. Waagepetersen ville imidlertid ikke blot honorere arbejdet "sehr generös", som Kuhlau selv udtrykker det, men han ville også sørge for udgivelsen. Også her greb skæbnen imidlertid ind, idet han kun nåede at gøre den første af kvartetterne færdig.

Fra Farrenc i Paris kom den gode nyhed, at han fremover udelukkende ville udgive Kuhlaus større kompositioner, og som det første bestilte han bl.a. nogle trioer for violin, cello og klaver, en anden genre Kuhlau længe havde haft lyst til at arbejde med. Men heller ikke dette arbejde nåede han at komme i gang med.

Fra en købmand Scherres i Königsberg modtog han bestilling på endnu tre kvintetter for fløjte og strygere (altså en pendant til op.51), og Moscheles løfte om at lægge et godt ord ind for Kuhlau i England begyndte også at bære frugt. Allerede inden branden var Kuhlau trådt i forbindelse med den engelske forlægger Wessel (forlaget eksisterer i dag under navnet Ashdown), og i de engelske blade blev hans musik rost i høje toner. Det var Wessel, der bestilte trioen for to fløjter og klaver op.119, og eftersom der på titelbladet står "Premier Grand Trio", må vi formode at bestillingen har omfattet flere trioer. Også det satte skæbnen en stopper for; end ikke udgivelsen af den første trio nåede Kuhlau selv at opleve.

tilbage til top

Kuhlaus grav
Kuhlaus gravsten på Assistens Kirkegård. Marmorrelieffet hævdes almindeligvis at forestille musikkens muse, men det er i virkeligheden en kopi af H. E. Freunds relief af den græske digterinde Sappho, som han udførte allerede i 1812 (originalen findes på Glyptoteket)

Emil Bærentzens litograi af Kuhlau
Emil Bærentzens litograi af Kuhlau viser ham, som han gerne gik klædt hjemme hos sig selv: iført "Hausrock" og med en løst bundet "Kravatte".

12. Kuhlaus død og eftermæle

Netop som mange af hans drømme omsider syntes at skulle gå i opfyldelse, ramte skæbnen Kuhlau med et sidste og afgørende slag. Vi kender ikke de nærmere omstændigheder omkring Kuhlaus død, men den 13. marts 1832 skriver Amalie hjem til Andreas i Leipzig: "Ak Gud, hvor skal jeg begynde med at skildre dig de lidelser, som endnu engang har ramt os. Han er ikke mere, vor gode broder Fritz; efter 14 dages sygdom og hård kamp sov han ind i går aftes klokken kvart i otte."

Begravelsen fandt sted fra den tyske St. Petri kirke. I et avisreferat hedder det bl.a.: "Liigfølget var særdeles stort, og bestod for største Delen af det Kongl. Kapel og Theater-Etats Medlemmer, saavelsom af et betydeligt Antal Studerende, især fra Studenterforeningen, hvis overordentlige Medlem den afdøde var."

Siden blev Kuhlau sted til hvile på Assistens Kirkegård på Nørrebro, ikke langt fra, hvor han tidligere havde boet. En kreds af venner samlede ind til et mindesmærke, men det gik kun trægt, og det blev stort set kun til en almindelig gravsten, hvori der dog et par år senere blev indsat et marmorrelief.

Det officielle Danmark har aldrig rejst Kuhlau andre mindesmærker end den portrætbuste, der befinder sig i foyeren til Det kgl. Teater. Bortset fra den og fra gravstenen mindes han kun i form af en privat opsat tavle på huset Nyhavn 23. Den fortæller, at her boede Kuhlau, komponisten til Elverhøj. Punktum. Finale!

Hans ejendele blev solgt ved en auktion et par måneder efter begravelsen. Af auktionsfortegnelsen fremgår det, at der trods alt har været en del ikke nærmere angivne manuskripter iblandt. Men bortset fra, at de er vurderet lavere end nogle ark ubeskrevet nodepapir, så er de fleste af disse manuskripter øjensynlig blevet spredt for alle vinde og siden bortkommet. Blandt det reddede er strygekvartetten og en "Grand Sonate", som Kuhlau allerede før 1820 forgæves havde tilbudt flere forlæggere. Den blev nu udgivet som op.127 af Lose og Farrenc i fællesskab.

Ved Kuhlau død stod den nye tid, romantikken, for døren. Den kan allerede spores mange steder i Kuhlaus musik, og havde skæbnen forundt ham et længere virke, ville han utvivlsomt have fortsat i det spor og i dag være blevet regnet som en af den nye retnings foregangsmænd. Den sentens, som digteren Grillparzer satte på Schuberts gravsten, kunne med lige så stor ret være sat på Kuhlaus: "Der Tod begrub hier einen reichen Besitz, aber noch schönere Hoffnungen".

Imidlertid havde den nye tid nok i sig selv. Nu var det i første omgang Mendelssohn, Schumann og Chopin, man spillede, hvortil kommer en mængde komponister, som er ukendte af de fleste i dag. Men at de er ukendte er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de er dårlige. Vor egen tid er bl.a. kendetegnet ved den enorme interesse, der er for "glemte komponister" – en interesse som især pladeindustrien har forstået at udnytte. Det er også kommet Kuhlau til gode – kig engang lidt på siden diskografi!

Det er først og fremmest klavermusikken, fløjtemusikken og kammermusikken, der er blevet vakt af sin tornerosesøvn, og det var vel også de genrer, som Kuhlau selv mest identificerede sig med. At hans egen tid mere opfattede ham som operakomponist må forklares ved den "glamour", der til alle tider har stået omkring denne musikform. Teatret var det sted, hvor man mødtes, og det nyeste skuespil eller den nyeste opera var det, som alle talte om; men i de fleste tilfælde var de hurtigt glemte igen. Når vor egen tids forsøg på at genoplive et par af Kuhlaus operaer heller ikke kan siges at være den store succes, så skal årsagen dog mere søges i de meget tyndbenede tekster, han fik besked om at sætte i musik. Det var ikke fordi Kuhlau ikke interesserede sig for genren, og henimod slutningen af sit liv ytrede han faktisk ønske om engang at skrive en opera helt efter eget valg.

Carl Thrane, Kuhlaus første biograf, afrunder sin skildring fra 1875 med ordene "Det er vor Stolthed og Glæde, at denne ædle og rene Kunstnernatur fandt sit Hjem i Danmark og at han fra Danmark fik sine bedste Sange". Det officielle Danmark har imidlertid hverken før eller siden ydet Kuhlau den påskønnelse, som eksempelvis er blevet Weyse, Hartmann, Gade og Carl Nielsen til del. Men skulle det ske, så hellere i form af en bevilling til genudgivelse af hans musik end i form af et monument!

tilbage til top